Jensen, Tina Gudrun. Sameksistens: hverdagsliv og naboskab i et multietnisk boligområde. (2016)

Jensen, Tina Gudrun. Sameksistens: hverdagsliv og naboskab i et multietnisk boligområde. 2016.

I den offentlige debat om indvandring og integration tales der ofte om ghettodannelse og parallelsamfund , og der skelnes tydeligt mellem os og dem . Her fremstilles etniske grupper som segregerede enklaver i samfundet, men virkeligheden er langt mere nuanceret. Mange af de boligområder, der hentydes til, er nemlig multietniske boligområder, og her bor bl.a. mange etniske danskere.  I både den offentlige debat og i forskningen om indvandring og integration i urbane rum i Danmark overser man ofte den interaktion, der foregår mellem mennesker med forskellige etniske baggrunde. Denne bog handler netop om interetniske relationer i sociale boligområder.  Hermed udfylder bogen et hul i dansk forskning om indvandring og integration og lægger sig op ad den fremvoksende internationale antropologiske, sociologiske og humangeografiske litteratur om udfoldelsen af interetniske relationer i hverdagsliv.  Bogen er baseret på et etnografisk feltarbejde i Grønnevang i form af deltagerobservation og interview med beboere og andre personer i området. Grønnevang er et større multietnisk socialt boligområde i København, som er beboet af omkring 50 procent etniske danskere og 50 procent etniske minoriteter. Gennem autentiske historier beskriver bogen de personer, der lever i boligområdet, og deres indbyrdes relationer.  Bogens omdrejningspunkter er naboskabets forskelligartede relationer og hverdagspraksisser samt magtforholdet mellem beboere, som udgør etnisk minoritet og majoritet.

https://samfundslitteratur.dk/bog/sameksistens.

Jensen, Tina Gudrun. Naboskab i multietniske boligområder. (2016) [PDF]

Jensen, Tina Gudrun. Naboskab i multietniske boligområder. København: Boligsocialnet, 2016.

Denne bog stiller skarpt på naboskab blandt beboere med forskellige etniske baggrunde, som lever i et såkaldt ’multietnisk boligområde’. ’Multietnisk’ er en betegnelse, som anvendes om boligområder, hvor andelen af beboere med etnisk minoritetsbaggrund overstiger 40 %.  Bogen henvender sig først og fremmest til forskellige praktikere på området, som for eksempel er beskæftiget inden for det boligsociale område, byplanlægning, arkitektur samt aktører på lokale og nationale politikområder.  Bogen er et resultat af et forskningsprojekt, der omhandler interetniske naboskabsrelationer. Projektet er en del af en forskningsalliance om ”social sammenhængskraft og etnisk diversitet”, som blev gennemført i 2010-2015.  Bogen beskæftiger sig med de sociale hverdagspraksisser, som beboere i multietniske boligområder deler, blandt andet som naboerne. Fokus ligger i den forbindelse især på sted, rum, hverdagsliv og sociale relationer. Hermed bidrager bogen med ny empirisk såvel som teoretisk viden om, hvad det indebærer at leve sammen i et multietnisk boligområde. Emnet fremhæves indledningsvist som et overset emne i nyere forskning og i den offentlige debat om indvandring og integration i byrum i Danmark.  Et af bogens hovedargumenter er, at livet i et multietnisk boligområde indebærer mindre drama end mange fremstillinger ofte peger på.  Bogen peger i stedet på, at denne slags boligområder omfatter en indre styrke og robusthed, fordi der er mange forskellige former for dagligdagskontakt mellem beboerne, hvor det at ’dele steder’ kan medvirke til at fremme relationer.

PDF: https://viden.sl.dk/media/8933/naboskab-i-multietniske-boligomraader.pdf