Hunter, Elizabeth Löwe. “Diasporiske perspektiver på racialiseringens kolonialitet i Danmark.” Periskop – Forum for kunsthistorisk debat, no. 25, 25, Aug. 2021, pp. 88–111.
Fra indledning:
Da jeg i begyndelsen af 2020 blev opfordret til at bidrage til dette særnummer, kunne ingen af os have forudset, hvad året ville komme til at bringe, og jeg ser det derfor som en mulighed for at stille nogle grundlæggende spørgsmål til teamaet sorthed i en dansk kontekst. Især i kølvandet på George Floyd. Og mordet på Bornholm (Hunter 2020). Hvad og hvem taler vi egentlig om, når vi taler om sorthed? Hudfarve, en racemæssig kategori, en strukturel position, en kulturel identitet, en politisk identitet, levede erfaringer eller ideologi? Den kortvarige og selektive offentlige opmærksomhed usynligjorde måder, hvorpå nævnte mord kan være udtryk for en anti-sort status quo i Vesten rettere end beklagelige særtilfælde. Mediernes/offentlighedens fokus på mordene på disse enkelte mænd tilslører med andre ord, hvordan et samspil af magthierarkier gør sorte personer, der marginaliseres på flere måder, udsatte på andre måder, mens disse samme personer også systematisk ekskluderes fra gængse kritikker af anti-sort vold og død. Jeg rejser dog primært de ovenstående spørgsmål, da sorthed og afrikansk diasporisk baggrund i stigende grad, og med rette, er omdrejningspunkt for politisk organisering og græsrodsaktivisme i Danmark. Der er stor diversitet blandt folk med afrikansk baggrund i Danmark. Og derfor også afgørende forskellige positioner i samfundet inden for den brede gruppe. Fra mit perspektiv er det derfor ikke indlysende, hvilke forståelser af sorthed, og hvilke former for sammenfiltrede magtrelationer, der mobiliseres gennem termer såsom sort, afro eller afrikansk. Jeg er nysgerrig på, hvordan nationalitet, køn, klasse og konkrete, diasporiske historier medtænkes og kontekstualiseres lokalt i danske formuleringer af sorthed. Og på, hvad, om noget, der får sorthedtil at hænge sammen på dansk i organisering på tværs af afrikanske diasporaer i Danmark.