Soei, Aydin. Omar – og de andre: vrede unge mænd og modborgerskab. Gads Forlag, 2018.
”Mange har en følelse af at være andenrangsborgere. Og dét at folk inderst inde godt ved, at de ikke er accepterede i Danmark, gør jo ondt.” Sådan lyder det fra en af de ’vrede unge mænd’, som sociologen Aydin Soei har talt med til bogen Omar – og de andre. Bogen handler om kriminalitetstruede unge mænd med minoritetsbaggrund og deres oplevelse af modborgerskab, som kan få dem til at vende det danske samfund ryggen. Flertallet af de unge fra landets udsatte områder lever helt almindelige liv med skole, job og familie, men nogle ender som radikaliserede, som bandemedlemmer eller storkriminelle. Én enkelt, Omar el-Hussein, opgav helt at være en del af samfundet, da han i 2015 dræbte to uskyldige mænd i terrorangrebet ved Krudttønden og den jødiske synagoge i København. Omar el-Husseins baggrund minder om så mange andre kriminalitetstruede minoritetsdrenges, viser bogens gennemgang, men udgangen på hans historie blev, at han valgte at agere som en ekstrem modborger.
I 2018 er det ti år siden, at Danmark blev ramt af landsdækkende optøjer i udsatte boligområder, og at den danske bandekonflikt brød ud og udviklede sig til en permanent størrelse. Begge fænomener er skelsættende i dansk ‘ghettohistorie’ og beskrives i Omar – og de andre, der sammenligner udfordringerne med radikalisering, bander og optøjer i den danske, amerikanske og franske ‘ghetto’. Bogen er en fortsættelse af Vrede unge mænd (2011), hvorfra enkelte af kapitlerne går igen i nye og opdaterede versioner. Nogle af de unge, som forfatteren mødte første gang for et årti siden, geninterviewes side om side med nye stemmer, der bidrager til at tegne et portræt af udviklingen blandt en særlig gruppe unge i landets udsatte områder.
https://gad.dk/omar-og-de-andre