Nygaard Jensen, Kasper, and Ida Marie R. Skielboe. Vores Historier Et Undervisningsmateriale Om Dansk Kolonialisme i Vestindien. Museum Vestsjælland,
Den 31. marts 2017 rungede lyden af stemmer i den store forhal på Københavns Rådhus. Rundt omkring i hallen stod udstilling efter udstilling med fotografier, tekst og kreative udtryk, alle sammen skabt af gymnasieelever. De havde deltaget i en dyst om at skabe den bedste formidling af den dansk-caribiske kolonihistorie under temaet ”Billeder fra fortiden for fremtiden”. Rundt omkring på rådhuset foregik debatter, workshops, filmfremvisninger, musik og optrædener, alt sammen om US Virgin Islands og Danmarks kolonihistorie. Dette arrangement fandt sted, fordi det d. 31 marts 2017 var 100 år siden, at øerne St. Thomas, St. Croix og St. John blev solgt af den danske regering til USA. Til stede på rådhuset var de mange danske gymnasieelever, som udstillede i rådhushallen, sammen med high school elever fra US Virgin Islands. Deres oplevelser af hver især at have udforsket de samme historier førte dem og deres udstillinger ind i samtaler og diskussioner om, hvordan historie opleves, erindres, bruges og fortælles. Det er med disse spørgsmål som udgangspunkt, at du skal arbejde med dette materiale.